DM Motocross skydes i gang i Svebølle

svebolle-plakat

Så sker det endeligt. På Søndag køres årets første afdeling af DM-A serien i Svebølle. En DM afdeling der har været længe ventet efter en hård vinter med begrænset muligheder for motocross, men nu er vi endeligt fremme ved det første afgørende punkt, i det der næsten ikke kan blive andet end en fantastisk spændende kamp om mesterskaberne i henholdsvis MX1 og MX2.

MX1 klassen

Vi er inde i en tid hvor DM MX1 klassen i den grad lever op til sit øgenavn som værende kongeklassen. Der er så mange spændende momenter og hurtige kørere i denne klasse, at det næsten ikke er til at udpege nogle frem for andre. Et kig på startlisten afslører, at mindst fire kørere kan på-råbe sig titlen som værende favoritter til at tage mesterskabet.

Nicolai M. Hansen #2 er mangedobbelt dansk mester og efter sin sølvmedalje i DM sidste år, er han 100% fokuseret på, at han skal have titlen med tilbage til Kaduuz Racing i år. Noget der uden tvivl er muligt for ham, fordi han bare altid er der hvor han skal være.

Nikolaj Larsen #249 er en anden af favoritterne til at tage DM titlen i MX1 i år. Nikolaj er vendt hjem til DM serien efter han i en lang årrække har koncentreret sig fuldt ud om sin VM karriere. Han kører stadigvæk VM, men har skabt plads til DM i sin travle kalender og konkurrenterne kan godt regne med, at han tager VM fart med sig til Svebølle. For blot en uge siden kørte han nemlig 8 VM MX1 point hjem i Italien og han vil uden tvivl gerne vise konkurrenterne, at det er ham der er Danmarks hurtigste MX kører.

En anden kører der kommer til Svebølle med VM fart i kroppen er Kasper Lynggaard #215. Han har kørt så utroligt stærkt i optakten til dette DM og i påsken var han meget tæt på at kunne stille sig på podiet ved VM MX3 i Holland. En fantastisk præstation, som blot gør DM på Svebølle banen endnu mere spændende og fuldstændigt uforudsigelig.

Kasper Jensen #31 bliver muligvis den af favoritterne som skal komme fra baghjul, da han har døjet med nogle småskader først på året. Men omvendt, så er der ikke noget han hellere vil, end at komme til årets første DM som den de andre ikke helt ved hvor de har. Men det er langt fra gjort med det, for så snart man har nævnt disse kørere, så falder tankerne straks på navne som fx Kim O. Sørensen, Simon Wulff, Jim Bødker, Tonni Andersen, Daniel Wozniak, Rasmus Johansen osv. osv. – alle sammen kørere der sagtens kan lave ravage i den.

MX2 klassen

I MX2 klassen er det heller ikke nemt at udpege en favorit, men Rasmus Krogh Jørgensen #128 kommer til Svebølle som forsvarende mester, og han har på ingen måde tænkt sig, at give DM titlen fra sig uden kamp. Han er lige nu manden der skal overvindes hvis man vil overtage den røde front nummerplade.

Den udfordring tager bl.a. Mathias Jørgensen #21 gerne op, og selvom det er svært at udpege en favorit, så peger pilen en lille smule på Mathias. Han er på hjemmebane og kender derfor hvert et sving og hvert et hop så godt som sin egen bukselomme. En fordel der meget vel kan give ham den perfekte start på sæsonen.

Thomas Kjer Olsen #61 er den unge komet i favorit feltet. Han er muligvis Danmarks største talent lige nu og det ser ikke ud til, at hans udvikling har stået stille henover vinteren. Tværtimod har han været i Italien hos sit Team (Jtech Racing) og i kyndige hænder på Brian Kjærs træningsskole i Spanien, hvor der konstant bliver bygget fart på den unge sønderjyde.

Men igen er der navne som Kasper Munk, Rasmus Lynggaard, Benjamin Strate, Mathias Gryning, Nicolaj Damsgaard osv. der banker på for at tage point i toppen.

Sidst men ikke mindst kommer der også nogle af de fremtidige A-kørere på banen i Svebølle, da det er B MX1 klassen, der er dagens support klasse og deres to heats gælder som en del af mesterskabet i den klasse, så der vil også blive gået til stålet blandt disse kørere.

Links:
www.DMmotocross.dk
www.facebook.com/DMmotocross