Kjer Olsen brødrene skriver Italiensk kontrakt

kjaer_olsen_jtech

Da der opstod en lidt pludselig mulighed for at skrive kontrakt med det italienske Team Jtech Racing var Stefan og Thomas Kjer Olsen ikke sene til at slå til, og det betyder at de allerede fra næste weekend vil være at finde under teltdugen hos Jtech, når der køres EM i Frankrig.

Udover at skrive kontrakt med det italienske Team, har Stefan og Thomas også lavet en aftale med Brian Kjær Jørgensen, der fremover bliver manager og personlig træner for de to kørere. Og den nye manager har allerede haft travlt, for det var ham der skabte forbindelsen til italien og ejeren af teamet, der bærer navnet Rinaldi. Det er dog ikke Michele Rinaldi som står bag Yamahas fabriks team, men derimod hans fætter Gabrielle Rinaldi. Foruden Gabrielle Rinaldi, tæller teamet også Motor tuneren Aldini, som har været mekanikker for Michele Rinaldi i forbindelse med hans VM titler, og senere har været ansat i flere Rinaldi fabriks teams.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at skulle køre for Team Jtech Racing. Vi har testet motorcyklerne og besøgt teamet sammen med Brian. Alle er meget venlige og jeg har en god følelse med det hele. Målet er en top 3 placering i EMX-2 og jeg tror på, at det er muligt at nå sammen med Jtech Racing, siger Stefan Kjer Olsen.

Den yngste af brødrene Thomas Kjer Olsen, er kun lige fyldt 15 år for ca. en måned siden, og han er ligeledes utroligt glad for den nye aftale med det Italienske Team.

- Det er en stor mulighed for mig, men det er også en stor udfordring, som jeg glæder mig til at tage hul på. Jeg skal ikke køre efter top placeringer i år, men vil være der for at udvikle mig. Det glæder jeg mig til at gøre sammen med Jtech Racing, siger Thomas Kjer Olsen.

Kørernes nye manager og privattræner Brian Kjær Jørgensen var også glad for den nye aftale, og kender faktisk allerede dele af det Italienske Team fra hans egen tid som aktiv kører.

- Det er en fantastisk aftale drengene har fået her, og nogle fantastiske mennesker de kommer til at arbejde med. Det er en hel familie der lever og ånder for Motocross sporten, så jeg er vildt glad for, at vi har fået den her aftale i hus. Aldini lavede også mine motorer da jeg kørte i Yamaha Rinaldi teamet, så jeg ved alt om, hvad han står for og jeg ved at de får noget grej der er i orden, Siger Brian Kjær Jørgensen.

Landstræner Mikkel Caprani glæder sig over de nye muligheder for de to danske elitekører, som allerede er en del af den trup DMU og Team Danmark satser på.

- Det er en kæmpe mulighed der er dukket op for kørerne, og hver gang nogle af vores bedste kørere kommer ind i de store Teams i VM/EM ryttergården, er det et skridt i den rigtige retning. Det er ikke så tit vi ser danske kørere med egen manager og træner – så vidt jeg ved, er det kun Nikolaj Larsen der for alvor også har det – men det ser jeg også som et tegn på professionalisme, og jo flere vi er, som kan hjælpe kørerne, jo bedre er det, siger landstræneren.

Landstræner Mikkel Caprani og manager Brian Kjær Jørgensen får i øvrigt god tid til at koordinerer arbejdet med de to unge kørere, da de rejser en del af vejen sammen når de begge skal til EM i Frankrig i næste weekend.

Link: www.jtechracing.it og www.facebook.com/TeamJtechRacing