søg på mxracing.dk

DM kampen forsætter i Svendborg

start_mx1

Vi er nået til årets anden afdeling i DM Motocross serien, og efter en vanvittig spændende første afdeling i april, er der om muligt endnu mere spænding forud for DM på Svendborg banen.

Både i MX1 og MX2 klassen er der "nye" folk i front og voldsom kamp om de forreste placeringer. Et hurtigt kig på stillingen afslører også, at flere fynske kørere ligger godt til i pointene, og specielt hjemmebanekøreren Tonni Andersen fra Svendborg har imponeret i et bemærkelsesværdigt comeback, men også Daniel Wozniak fra Odense, har gjort det godt ved første afdeling i april. De ligger begge i Top 10 i MX1 klassen forud for løbet i Svendborg, og øjner helt sikkert chancen for fynsk triumf på søndag.

MX1 klassen

I MX1 klassen er Stefan Kjer Olsen den nye mand i feltet, efter han skiftede til den lidt størere motorcykel i 2012, og han har fået en perfekt start i klassen. Stefan har foreløbigt lagt sig i front af mesterskabet, efter en samlet sejr ved årets første DM afdeling. Det var den forsvarende mester Nicolai M. Hansen, som ydede den største modstand, og der var nogle drabelige kampe inden det endte med en sejr til Nicolai M. i første heat, mens Stefan vandt andet heat. Desværre var der et styrt involveret for Nicolai M. Hansens vedkommende, og det betyder derfor også, at Nicolai M. ligger placeret som nr. 3 i den samlede stilling før Svendborg.

Køreren der fik udnyttet situationen optimalt og klemte sig ind som nr. 2 i den samlede stilling, er - selvfølgelig fristes man til at sige – Kasper Jensen. Kasper Jensen har en fantastisk evne til at være der når det gælder, og da han samtidigt har kørt nogle fantastiske heats i den tyske ADAC serie i den forgangne weekend, er han i høj grad kandidat til en sejr i Svendborg. En anden kandidat er Kasper Lynggaard der er tilbage efter et styrt og 0 point ved første afdeling. Og netop de 0 point på kontoen gør ham til lidt af et spørgsmålstegn til dagens DM afdeling. Ingen ved hvor Lynggaard ligger i fart lige nu, og samtidigt er han ikke en stor trussel for mesterskabet, så han kan meget nemt overraske resten af feltet.

Fynboerne

Det er også i MX1 klassen vi skal finde de hurtigste fynboer Tonni Andersen (Svendborg), Daniel Wozniak (Odense) og Rasmus Johansen (Gislev), som ligger henholdsvis nr. 8, nr. 9 og nr. 11 i stillingen (i nævnte rækkefølge). De er altid godt kørende i Svendborg, og for Tonni Andersens vedkommende er han i gang med et comeback efter en pause fra toppen af sporten. Udover den normale popularitet hos hjemmepublikummet, er Tonni i øvrigt også blevet lidt af en helt blandt 2-Takts fans. Han kører nemlig for et Team med speciale i 2-Taktere og på en Honda 500cc 2-Takter, som ikke længere er så udbredt efter 4-Takts maskinerne har overtaget. Faktisk stiller Tonni op i begge klasser ved denne ene DM afdeling i Svendborg, og i MX2 klassen bliver det på en 125cc 2-Takter.

MX2 klassen

Det er Mathias Jørgensen fra Svebølle Motocross Klub der har taget over i toppen af MX2 klassen, efter sidste års mester (Stefan Kjer Olsen) rykkede over i MX1, og han er meget bevidst om, at Svendborg er et af de steder han skal vinde, hvis han vil beholde førerpositionen. Mathias er nemlig bedst på det hårde underlag, og derfor gerne vil skabe sig et forspring før turen går videre til nogle af de mere sandede baner.

Førsteudfordrer til at tage den røde front nummerplade og dermed beviset på at være nr. 1 i stillingen, er den tidligere mester Rasmus Krogh Jørgensen. Rasmus kørte med en brækket finger ved første afdeling, men formåede alligevel at blive nr. 2 på dagen, og dermed indtage samme placering i mesterskabet. Rasmus er da også blandt top favoritterne til at kunne tage mesterskabet.

10 point efter Rasmus og 16 point efter Mathias ligger Thomas Kjer Olsen, som vel nok er en af Danmarks største unge talenter i øjeblikket. Thomas er kun lige fyldt 15 år, men alligevel formår han altså at blande sig i kampen om guldet i MX2 klassen.

-----------

Noter:

-----------

Der køres DM for A-kørere i 2 klasser MX1 og MX2. Forskellen på de to klasser er størrelsen på motorcyklerne.

Tonni Andersen kører normalt kun i MX1 klassen, men ved denne ene afdeling, har han valgt at stille op i begge klasser. Begrundelsen for at stille op i begge klasser er ifølge Tonni "fordi det kunne være sjovt"

Tonni Andersen har tidligere været Team Danmark støttet og har kørt både VM, EM, Non Olympic Sportsgames og har været udtaget til flere forskellige landsholdsudsendelser for Danmark.

Link: www.facebook.com/DMmotocross

-----------

DM Kalender 2012:

-----------

15. april, Næstved, Nisseringen

13. maj, Svendborg, Svendborgbanen

16.-17. juni, Esbjerg, Korskroen

12. august, Holstebro, Troldkjær

9. september, Mors, Morsøbanen